Nyheder
- 2. september 2025Pressemeddelelse: Ribe DomkirkeFire danske arkitektfirmaer skal nu konkurrere om det bedste forslag til en indvendig restaurering af Ribe Domkirke. Det er en stor og helt særlig opgave at arbejde med en så unik og vigtig del af Danmarks kulturarv. Derfor har opgaven været i EU-udbud, hvor firmaer har kunnet søge om at blive prækvalificeret til at deltage i konkurrencen. Ni firmaer søgte, og man har nu valgt de fire, som er blevet indbudt til at komme med et forslag til løsning af opgaven. Det har været et krav, at ansøgerne skulle være en arkitektvirksomhed, og udvælgelsen er sket på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens faglige kompetencer, erfaringer fra sammenlignelige projekter og dokumenterede arkitektoniske stærke og relevante referencer. Opgaven er spændende, men også kompliceret på grund af bygningens alder og rummer bl.a. nyt varmeanlæg, gulvbelægning, belysning og lyd, nytænkning af indgangene til domkirken, nyt receptionsområde (betjening af turister) og nyindretning af sekundære rum som præsteværelse, rengørings-/depotrum. Men både Ribe Domsogns Menighedsråd, projektets styregruppe og de støttende fonde ser frem til at modtage forslagene fra de fire firmaer, der alle betragtes som meget kvalificerede til at løfte opgaven. Uden for selve konkurrencen ligger opgaver som istandsættelse af murværk, kalkning, konservering af al historisk inventar og arkæologiske udgravninger. Den sidste store istandsættelse af landets ældste domkirke fandt sted i perioden 1883-1904. Det er således mere end en 100-års begivenhed, man nu starter. Men denne gang forventes perioden dog ikke at strække sig over så lang en årrække. De fire arkitektfirmaer med tilhørende underrådgivere, der er inviteret til at deltage i selve projektkonkurrencen, er (nævnt i alfabetisk rækkefølge): E+N Arkitektur, Aarhus Jørgen Overbys Tegnestue, Gram Rønnow Arkitekter, København VMB Arkitekter, Aarhus Fristen for indsendelse af konkurrenceforslagene er d. 24. okt. 2025. Herefter vil forslagene blive bedømt af en dommerkomité bestående af projektets styregruppe suppleret med fagdommere. Man stiler efter, at vinderen af konkurrencen og dermed projektets totalrådgiver kan offentliggøres ved årsskiftet. Den endnu foreløbige tidsplan viser, at de arkæologiske udgravninger formodes at kunne begynde om et år, og at kirken vil være lukket i perioden september 2027 – marts 2029. Projektet er generøst støttet af: Den A. P. Møllerske Støttefond, 100 mio. kr. Augustinus Fonden, 20 mio. kr. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 20 mio. kr. William Demant Fonden, 4,8 mio. kr.
- 24. januar 2025Pressemeddelelse: Omfattende istandsættelse af Ribe Domkirkes indreRibe Domkirke er et velkendt og værdsat nationalt klenodie. Men de mange kirkegængere og besøgende har slidt på kirken. Med ekstraordinært store bevillinger på 100 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, 20 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 20 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, kan Ribe Domsogn snart gå i gang med en omfattende, men nænsom restaurering og modernisering af kirkens indre. ”Ribe Domkirke symboliserer den tidlige kristendom i Danmark. Kirken er et vigtigt vartegn ikke blot i Grænselandet men for hele Danmark med sin særlige arkitektur og enestående kulturhistoriske værdier. Vi i Fonden ønsker også gerne at kunne bidrage til den vigtige indvendige istandsættelse, der vil ske med respekt for historie og bevaring, men tillige indlemme nye klimaløsninger. Alt til gavn for nutidens og morgendagens kirkegængere samt kirkens mange øvrige besøgende,” udtaler formand for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. Den seneste store restaurering af Ribe Domkirke fandt sted mellem 1883-1904, så det er mere end en hundredårs begivenhed, der nu står for døren. Kulturværdier af national betydning Fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond siger: ”Domkirken i Ribe er – ligesom byen selv – særdeles væsentlig for dansk kulturhistorie. Det romanske domkirkeanlæg er yderst velbevaret, men det har længe stået klart, at kirkens interiører trænger til restaurering. Vi er glade for at kunne bidrage til denne ’hundredårs-begivenhed’, hvormed domkirkens indre løftes, både klimamæssigt, funktionelt og æstetisk. At restaureringsarbejdet samtidig åbner mulighed for betydelige arkæologiske udgravninger midt i Danmarks ældste eksisterende by, øger kun projektets rige perspektiver”. Adm. direktør Frank Rechendorff Møller, Augustinus Fonden udtaler: ”Ribe Domkirke er et bygningsværk af helt særlig karakter med bærende kulturværdier af national betydning. Vi er glade for i fællesskab med de andre fonde at kunne bidrage til at sikre og bevare vores fælles kulturarv, så det imponerende kirkerum også i fremtiden kan danne ramme om både kirkelige og kulturelle aktiviteter til glæde for ripenserne og de mange besøgende”. Forude ligger der fire års arbejde med at identificere udfordringer, definere behov og afklare muligheder i den knap 900 år gamle bygning. ”Ribe Domkirke står som et smukt og imødekommende monument i hjertet af Ribe. Med fondenes generøse bidrag bliver det nu muligt for menighedsrådet at sikre menighedens kirke og Ribes vartegn for fremtiden. Menighedsrådet er taknemmeligt for at fondene på denne måde muliggør vores fortsatte arbejde for kirkens liv og vækst i menighedens og byens interesse,” siger formand for menighedsrådet Katrine Lund Jørgensen. Det er Domkirkens indre, som skal istandsættes og nyindrettes. Et vigtigt element er et nyt varmesystem i form af gulvvarme, som både vil bidrage til et mere behageligt indeklima og værne om kirkens mange fine genstande. Når nu gulvet alligevel er brudt op, benyttes lejligheden til at udføre nye arkæologiske udgravninger. De kan vise sig at blive særdeles spændende, idet man endnu ikke har fundet spor af det, der formentlig var Danmarks første kirke i form af Ansgars Kirke. Gulvvarme, gulvbelægning og nyt lydanlæg Med etablering af gulvvarme følger også ny gulvbelægning. Kirken skal have nyt lydanlæg, ligesom belysningen skal optimeres. Al murværk skal gennemgås og kalkes. For at energioptimere skal der etableres vindfang for de store porte og forsatsruder i det omfang, det er muligt. Desuden planlægges en fornyelse af domkirkens inventar og konservering af det historiske inventar.
Læs alle nyheder her